Forældreinformation

Drumbeat Let's Dance / Dee-Fair Tea for Breakfast

DKCH DEVDHCH Drumbeat Let's Dance har den 15. april 218 fået 7 hvalpe - tre gule hanner, tre gule tæver og en sort tæve. De må flytte hjemmefra fra den 10. juni 2018, når de er 8 uger gamle.

Dancer er en fænomenal tæve - altid opmærksom og klar, med et mentalt overskud i enhver situation. Hun har en fantastisk charme, som gør, at stort set alle der kommer og besøger os, bemærker Dancer. Hun har arvet sin store personlighed efter sin mor DKCH SEuCH Drumbeat Zumba, som i udstillingsringen også var en topvinder. Som apportør er hun et naturtalent og bestod kvalifikationsprøven ved sin debut på markprøve -  og har stor passion for at apportere. Samtidig er hun meget fattet og førbar. Netop det, at hun lytter og nærmest læser folks tanker, gør, at hun er en helt speciel hund at være sammen med. Rolig og nem og tilpasser sig alle situationer.

At Dancer også er en særdeles velbygget og smuk labrador, er blevet bekræftet mange gange på udstillinger i ind- og udland. Hun er således dansk og tysk champion, tysk junior champion og har også vundet titlerne Københavnsvinder og  German Winner 2016.

Dancer er 4. generation af champions fra Kennel Drumbeat, og vi har store forventninger til, at hun kan viderføre de stolte traditioner. Dancers far er selv International Champion og har avlet mange champions og kendt for at avle sundt. 

Dancer er naturligvis sund og rask med A/0, hvilket betyder, at hun er fri for dysplasi på både hofter og albuer. Hun er også fri for PRA og øjenlyst uden anmærkninger.

Det har været en stor opgave at finde en hanhund, som kan matche Dancers kvaliteter, men vi har fundet en hanhund af absolut topafstamning med høj sundhed.

DKCH Dee-Fair Tea For Breakfast er blevet valgt til den stolte fader til det kommende kuld. Homer, som han bliver kaldt til dagligt, er en robust lækker hanhund med et dejligt roligt og venligt temperament.Han er som Dancer dansk udstillingschampion med brugsmerit på markprøve. Han anvendes til praktisk jagt, hvor han udviser stor passion. Han bor i en familie med 2 små børn, hvor han er den perfekte hyggebamse for dem.

Hans stamtavle er fuld af de gamle engelske avlslinjer, som vi selv har baseret vores avl på. Så vi er ret sikre på, at Homer passer perfekt i avlslinjerne til Dancer.

Dancer og Homer er naturligvis sunde og raske med A/0, hvilket betyder, at de er fri for dysplasi på både hofter og albuer. De er også fri for PRA og øjenlyst uden anmærkninger - og hvalpene kan ikke udvikle hverken EIC, CNM eller HPNK.

Vi ser meget frem til dette spændende kuld hvalpe, hvor der kommer både sorte og gule hvalpe.

Drumbeat Let's Dance            DKCH Dee-Fair Tea For Breakfast