Drumbeat Jazz & Drumbeat Too Funky hvalpe 2015

22. marts nedkom Drumbeat Jazz med 9 skønne hvalpe - tre gule og en sort pige, 2 gule og 3 sorte hanner.

Her på siden kan du følge hvalpene. Vi vil bestræbe os på jævnligt at opdatere med nye billeder. De nyeste billeder ligger øverst.

   
14. maj 2015

Flytte hjemmefra

Så er hvalpene snart 8 uger og klar til at flytte hjemmefra. Lidt trist, for de er søde, sjove, frække og aldeles dejlige. Men også godt, for de trænger til nye udfordringer hos deres nye familier.

Nedenfor finder du et lille portræt af de enkelte hvalpe.Navnene er inspireret af nogle af Tina Turners greatest hits :-) 

 
14. maj 2015

Drumbeat Private Dancer

Private Dancer er kuldets store stærke pige. Hun har et herligt gå-på-mod og optimistisk livssyn, og giver sig gerne i kast med alle nye udfordringer. Hun er altid med i front, når der sker noget spændende og har helt klart et mentalt overskud. På mange måder minder hun vældig meget om sin farmor Drumbeat Go Go, som på alle måder er en herlig hund.

Private Dancer skal bo i Bjerringbro hos Annette Pejstrup, som er en rigtigt dygtig hundefører. Annette opnåede i april 2015 at blive nr. 2 til DM i Danmarks Civile Hundeførerforening (DCH), hvor der dyrkes lydighed og sporarbejde på meget højt plan.

 
Vi glæder os til at følge Private Dancers karriere inden for DCH :-)
14. maj 2015

Drumbeat Addicted to Love

Addicted To Love er kuldet store blide pige. Hun er smuk og lækker, og charmer alle, der kommer og besøger hende. Lige fra starten af har hun været rolig og hyggelig. Hun blev pænt i hvalpekassen, til den blev åbnet, og lige så snart hun kunne gå, kom hun stavrende hen til os og ville op og sidde på armen og hygge. Når der står leg og slåskamp med de store drenge holder hun sig dog ikke tilbage – og kan sagtens vinde en brydekamp.

Addicted To Love skal bo hos Fam. Moltke-Leth i Rungsted, som i 2014 fik Drumbeat I Love Jazz, som også er en datter af Jazz. Her skal de 2 halvsøstre nu hygge sig i hinandens selskab :-)

14. maj 2015

Drumbeat Something Special

Something Special er kuldets lille, men meget gæve pige. Hun har lige fra starten af haft stor livskraft. Hun var den første til at planke hvalpekassen og tumlede rundt i hvalperummet totalt upåvirket. Da så hvalpene begyndte at få lov til at komme udendørs, så havde hun en gevaldig radius i sin udforskning af gårdspladsen. Hun er gæv og sjov, og skal nok blive sjov at træne med.
 
Something Special skal bo hos fam. Jurlander i Greve.
14. maj 2015

Drumbeat Break Every Rule

Break Every Rule er kuldets kække dreng. Med glimt i øjet og håret strøget tilbage lever han fuldt ud op til sit navn :-)  Med masser af mod på livet går han gerne i front, når der skal være en på opleveren. Han er stærk og udholdende og slår en proper næve, når det er påkrævet. Men hvis man kigger efter, så kan man også se ham ligge og nusse med en kuldsøster, blid som et lam. Han tager altid meget kontakt til os – og er flittig til at følge rundt i hælene på os. Man skulle jo nødigt gå glip af noget.
 
Break Every Rule skal bo hos fam. Voldmester I Rungsted.
 
14. maj 2015

Drumbeat Let's Stay Together

Let’s Stay Together er kuldets runde, lækre og rolige dreng. Han har lige fra starten af været rolig og haft stort overblik. Da verden på gårdspladsen åbnede sig for ham, var han meget opsat på at udforske herlighederne. Stille og rolig trisser han rundt og undersøger tingene - og han er specielt meget botanisk anlagt, hvilket betyder at han ofte ses med en lille blomst eller gren i munden. At han så også er kuldets ukronede mester i at bide i bukseben er kendsgerning J

Let’s Stay Together skal bo hos fam. Weimann  i Frederikssund.

 

14. maj 2015

Drumbeat Rock Me Baby

Rock Me Baby er kuldets storcharmør. Med sin lille hvide plet på brystet går han under kælenavnet ”Slipsedrengen”. Med sit kønne ansigt og vindende sind tager han alle med storm. Han har et dejligt frimodigt temperament, hvor han gerne giver sig i kast med gårdens udfordringer. Rolig og med stort overblik er der ikke noget der kan slå ham ud af kurs. Han opsøger ikke brydekampene, men kommer der en udfordrer i form af en flabet kuldbror, så er han frisk og klar.

Rock Me Baby skal bo hos fam. Fabricius i Lynge. Her skal han bo sammen med Drumbeat Streetdancer, som er en 5,5 årig kuldbror til vores egen Drumbeat Showdancer.  

14. maj 2015

Drumbeat Simply the Best

Simply The Best er kuldet store gule dreng. Helt fra starten var han den største i kuldet, og denne position har han holdt siden. Lige så stor han er, lige så rar er han. Han kommer altid drønende, når vi kalder - eller rasler med madskålene, størrelsen skal jo vedligeholdes !  Sammen med sine kuld søskende er han tålmodig og finder sig i meget under brydekampene. Men af og til træder han så i karakter, og minder dem om hvem der er størst her.

Simply The Best skal bo hos Fam. Christensen / Kjær Lund på Frederiksberg.

 
9. maj 2015

Indesysler

Når det regner udenfor, er det godt at vi har masser af plads og en stor hal, hvor hvalpene kan tumle. Et stort stykke plastic og et reb er et herligt tidsfordriv :-)

9. maj 2015

Teamwork

Når man nu ikke kan få rebet for sig selv, kan man jo altid prøve at hjælpe hinanden med at slæbe rebet gennem hele hallen.

9. maj 2015

Prøve kræfter

Alle hvalpene er - her en god uge før de må flytte hjemmefra - blevet store og stærke. Kampvægten ligger omkring de 5 kilo, og der bliver gået til den, når de tumler.

9. maj 2015

En tur i høet

Høet er egentlig tilskudsfoder til hestene, men hvalpene har en fest, når de tumler i det.

29. april 2015

Alle sover

En lille pige kæmper en brav kamp for at holde sig vågen lidt endnu. Det er svært, når man har været ude og lege og gå på opdagelse. Der gik ikke mange sekunder. Så snorksov hun sammen med resten af flokken.

 
29. april 2015

Grønne drømme

Her er en lille pige faldet omkuld i blomsterbedet. Hun har taget kaninskindet med sig. Det er dejlig blødt. Man forstår vel at indrette sig :-)

 
29. april 2015

Apport

En lille sort dreng apporterer et kaninskind. En lille gul dreng prøver i stedet at apportere søsters hale. Det skal man lade være med. Hun slår en proper pote og fortæller tydeligt, at det bryder hun sig ikke om...

 
29. april 2015

Hvalpebar

Når man vejer over 3 kilo, er man stor nok til at få lov at hænge ud i hvalpebaren hvor der bliver serveret en lækker anretning. Faktisk vejer alle hvalpene snart 4 kilo - et par stykker har rundet, så det bliver nogle små bamser, når de må flytte hjemmefra.

 
24. april 2015

Stående buffet

Selv om hvalpene tager godt for sig af hvalpefoderet, er mors mælk nu det bedste. Og hvalpene er nu blevet så store, at det som regel foregår stående. Jazz er meget tålmodig.

 
24. april 2015

Familiekomsammen

Hele flokken hygger på gårdspladsen. Oldemor Rumba på 13 år, mormor Hopsa (Can Can) på 9 år og moster Showdancer på 5 år tager gerne en tørn med de små. De er gode til at lære de små lidt om, hvordan man opfører sig :-)

 
24. april 2015

Man skal ikke tro, alt hvad man hører

En lille pige er ved at fortælle moster Showdancer en historie, mens Jazz følger med i baggrunden. Bag havelågen følger resten af vores hunde opmærksomt med i udfoldelserne på gårdspladsen. De vil rigtig gerne lege med de små, men det bliver for vildt, hvis alle tumler rundt samtidig.

 
20. april 2015

Ude

Så har hele flokke været uden for i den dejlige forårssol. De tog det imponerende flot og med højt humør. Alle spankulerede selvsikkert rundt og inspicerede de nye omgivelser :-)

20. april 2015

Havemand

Noget af det bedste, når man kommer ud, er straks at bide lidt i planterne og grave en smule i jorden.

 
20. april 2015

Apportør

Hvalpene havde ikke været ude i mange minutter, før den lille dreng straks begynde at bære rundt på en lille pind. Gad vide, om vores clematis overlever de næste 4 uger...

16. april 2015

Gule piger

To små gule piger, der tager sig en slapper, mens resten af flokken tumler omkring i hvalperummet.

 
16. april 2015

Sorte drenge

To små sorte drenge, der pænt poserer for fotografen :-) Snart 4 uger gamle kan hvalpene både høre og se - og de er så småt begyndt at få tænder.

 
16. april 2015

Hule

Hvalpekassen er blevet for trang, og de små har lært at kravle over siderne. Så nu har de fået lov til at indtage hele hvalperummet - og straks har de indrettet sig med en lille hule under et lavt bord. Det er hyggeligt og der er masser af plads.

 
10. april 2015

Sweet dreams

Mæt og veltilfreds er en lille fyr trimlet omkuld ved siden af madskålen. Det er jo dejligt at vågne op til et nyt måltid :-)

 
10. april 2015

Spise selv

De sidste par dage har vi håndfodret hvalpene med opblødt hvalpefoder, så de har kunnet vænne sig til smagen af andet end lun modermælk. I dag har de så for første gang fået lov at spise selv af små madskåle. Det gik. Nogenlunde. Heldigvis er Jazz meget flik til at rydde op efter dem...

 
7. april 2015

På vægten

En lille dreng følger opmærksomt med i en af de daglige kontrolvejninger. Han og de øvrige hvalpe har nu fået øjne, og synet bliver gradvist bedre. Endnu er de dog noget nærsynede.

Vejningen viser, at han har rundet de 1.500 gram. Det går stærkt...

 
7. april 2015

Flad ud

Stemningsbillede fra hvalpekassen. Hvalpene kan godt lide at hænge op af rundstokkene i siderne. Stokkene er ellers placeret for at sikre, at Jazz ikke kommer til at lægge sig på hvalpene, når hun ammer. Hvis en hvalp kommer i klemme, kan den rulle ind under stokkene. Men det er jo dejligt, de også har en magelig funktion :-)

 
4. april 2015

Velvære

4 små hvalpe der tager sig en slapper. Her små 14 dage gamle har de snart tredoblet deres fødselsvægt og vi venter på, at de begynder at få øjne.

Desværre er flokken reduceret med endnu en hvalp. Vi har måttet sige farvel til en lille gul tæve, som for en uge siden begyndte at tabe sig og ikke ville spise. Trods fodring med modermælkserstatning via sonde hver 4. time gik hendes udvikling i stå og vægten forblev en anelse over fødselsvægten. I samråd med dyrlægen har vi derfor besluttet at sige farvel til hende.

De resterende 7 hvalpe stortrives og udvikler sig helt normalt.

30. marts 2015

Råhygge

Dette billede må vi bare dele med jer :-)

Mætte og veltilfredse hygger mor og børn.

29. marts 2015

Hvor skal vi hen, du?

En uge gamle er hvalpene begyndt at tage deres første usikre skridt rundt i kassen. De kan bevæge sig overraskende hurtigt, når de kan lugte, at der er mælk i farvandet :-)

 
29. marts 2015

Sorte tæer

Pigmentet hos de gule hvalpe er ved at træde frem. Her hos den gule hanhvalp, der får sig en skraber, mens den sorte pige bruger ham som hovedpude. Lidt magelig er man vel altid :-)

 

 
26. marts 2015

Super-mor

Jazz har helt styr på de små. Hun passer dem efter alle kunstens regler, og forlader helst kun hvalpekassen når hun skal spise og luftes.

 

26. marts 2015

Skønhedssøvn

Når man ikke spiser, så sover man. Her er hele flokken samlet et roligt øjeblik, hvor Jazz er ude. 

Alle hvalpene har fået en klat neglelak forskellige steder på kroppen, så vi kan se forskel på dem. Vi vejer dem morgen og aften, så vi kan følge med i den enkelte hvalpes udvikling.  Hvalpene tager mellem 50 og 70 gram på i døgnet, så de vokser godt til.

24. marts 2015

Gang i mælkebaren

Der bliver drukket igennem, når man har fået erobret sig en god dievorte. De fleste af hvalpene er allerede her på 2. dagen kommet over fødselsvægten, efter at de som normalt tabte sig en smule den første dag.

Desværre må vi også fortælle, at en af de små gule hanner er gået bort. Et døgns tid efter fødslen begyndte han at skrante, og et besøg hos dyrlægen tirsdag hjalp desværre ikke. Dyrlægen kunne ikke finde noget unormalt, men der må have været noget galt. For i løbet af dagen blev hvalpen svagere og svagere, og til sidst åndede han ud. Den slags forekommer desværre også en gang imellem.

 

23. marts 2015

Spisetid

For en nyfødt hvalpe handler livet kun om en ting: At spise. Og instinkterne fejler ikke noget. Mindre end et døgn gamle går de til den med stor koncentration.

22. marts 2015

Fødslen er overstået

9 livskraftige hvalpe blev resultatet, da Jazz fødte søndag aften og nat. 3 gule og 1 sort pige, 2 gule og 3 sorte drenge ligger nu i hvalpekassen og nyder livet.

Alle hvalpene vejede mellem 450 og 490 gram, så det er et meget homogent kuld.

Fødslen gik godt, og Jazz klarede det i fornem stil. Hun udstråler ro og overblik og har helt styr på de mange små.S