Information om Polka og Route Sixty Six

Famehunt Honky (Polka) blev parret den 23.11.2007 med en super engelsk champion. Polka blev på rekordtid både dansk og international champion. Hun har klaret sig flot på markprøver og har et aldeles pragtfuldt temperament. Hendes første kuld hvalpe fra maj 2006 har vist sig at være nogle meget lækre hvalpe, hvor Polka er slået godt igennem på både udseende og temperament. Se billeder fra kuldet her.

 

Ramsayville Route Sixty Six har haft en blændende udstillingskarriere i England. Han er 5 år gammel og har indtil nu vundet 9 udstillingscertifikater i de engelske udstillingsringe, hvor konkurrencen er benhård. Karrieren startede med, at han blev årets hvalp i England. Han har været 2. vinder på Verdensudstillingen Crufts, som er hundeverdenens VM. Ramsayville Route Sixty Six er ud af særdeles stærke præstationslinier. Hans mor har fået to kuld hvalpe, 13 i alt, hvoraf 5 indtil nu har opnået titlen champion. Med dette resultat blev hun i 2004 kåret til årets avlstæve i England. Ramsayville Route Sixty Six har allerede klaret sig flot i avlen. Verden over har han fået særdeles flotte hvalpe, hvoraf flere allerede er blevet champions.

 

Sundhedsmæssigt er Ramsayville Route Sixty Six helt i top. Modsat de fleste engelske hunde, er han røntgenfotograferet på både hofter og albuer, og han er optigentestet, hvilket betyder, at de kommende hvalpe ikke vil kunne udvikle den frygtede øjensygdom PRA, som kan give blindhed med alderen. Temperamentsmæssigt er han en sød, kærlig og meget arbejdsglad hund.

 

Vi er overbevist om, at kombinationen af Ramsayville Route Sixty Six og Polka vil give et særdeles interessant kuld hvalpe - både til fremtidig avl og udstilling og til markprøver - og ikke mindst som gode familiehunde. Vi beholder selv en hvalp fra dette kuld.

 

Polka med pokaler Ramsayville Route Sixty Six