6 skønne gule hvalpe

Søndag d. 4. juli 2010 fik vores dejlige tæve Hopsa 6 store flotte hvalpe. 2 hanner og 4 tæver. Her på siden lægger vi løbende billeder på af hvalpene.

Se billeder fra tidligere kuld her

  29.8.2010

Så er hvalpene blevet så store, at de må flytte hjemmefra. Lidt vemodigt, men også godt for de små, som trænger til nye udfordringer hos deres nye familier. Nedenfor en lille portrætserie af hvalpene.

 

Drumbeat Ballet

Ballet er den mindste i kuldet og hun elsker at ligge i arm og hygge. Men hvad hun ikke har i størrelse, kompenserer hun med i gå-på-mod og lyst til at udforske verden. Samtidig er hun meget glad for at apportere alt, hvad der kan bæres. En glimrende egenskab i hendes nye familie i Virum, hvor hun skal være jagthund sammen med Drumbeat Jive, som kuldsøster til Ballets mor, Hopsa.

Drumbeat Boston

Boston er den største i kuldet - en stor rolig og godmodig fyr, der samtidig er fuld af spillopper og energi, når madskålen er tømt. Boston skal også være jagthund hos familien i Haslev. Her bliver han lillebror til to andre labradors, hvor den ene er Drumbeat Fandango, halvbror til Hopsa.

Drumbeat Jazz

Jazz er den største af tæverne -  en altid glad og energisk hvalp. Hun er fuld af selvtillid og eventyrlyst, hvilket hun har demonstreret fra hun var helt lille. Hun har optimistiske fulgt rundt i hælene på os, mens halen har logret til den store guldmedalje. Dette kunne vi ikke stå for, så Jazz bliver her på gården. 

Drumbeat Shake

Shake er kuldets store charmør. Med sit kønne ansigt og lækre hår har han fået mange hjerter til at banke. At Shake også er en gæv fyr, som gerne går på eventyr, er ganske vist. Og hvis man ikke lige kan finde ham, så skal man lede lidt efter jordhuler, for der ligger han nok og tage en lille lur.

Shake skal bo i Hørsholm, hvor han skal være udstillingshund og ikke mindst familiens bedste ven.

 

 

Drumbeat Squaredance

Squaredance er kuldets blide pige. Det ene øjeblik livlig og forrest når der skal leges - det næste øjeblik rolig og kærlig når der skal kæles og ligges i arm. At hun også er meget køn er ikke til diskussion.

Squaredance skal være udstillingshund hos Kennel Kenholm, hvor hun skal bo sammen med Drumbeat Riverdance (halsøster til Hopsa) og Drumbeat Linedancer som er datter af Hopsa.

 

Drumbeat Zumba

Zumba er en rigtigt gavtyv. Hun trisser rundt på opdagelse, og der er intet der er for stort til at blive forceret, det være sig høje kanter og trappesten, store vandpytter, møddingen! og andre af gårdens udfordringer. At Zumba så også er en rigtig kælegris, når lejligheden byder sig, var en kombination, som vi ikke kunne stå for. Så Zumba bliver også boende hos os sammen med Jazz.

 

 

14.8.2010

Blå rod. En lille han, blå rod, har lagt sig godt til rette i en jordhule efter at have fået en på opleveren på folden.

 
14.8.2010

Fuld fart. Seks uger gamle er der fuld fart på hvalpene. Her går den vilde jagt på vores store indhegnede fold, hvor hvalpene kan tumle alt hvad de har lyst til.

  
14.8.2010

Passiar. En hyggestund omkring vandskålen.

 

14.8.2010

Rumba. Rumba er tålmodigheden selv

 
7.8.2010

Go Go. Kom så gamle. Go Go på snart 2 år er en god legetante. Hun elsker at lege med de små. Og de synes hun er rigtig sjov.

 
7.8.2010

Hundehus. Når vejret er godt, får hvalpene lov at lege udenfor. Her demonstrerer Hopsa, at man også kan slappe af i hundehuset.

 
7.8.2010

Aaah. En lille pige, som elsker at blive kløet på maven, mens hun ligger i arm. Er der noget bedre?

 
5.8.2010

Mor er den bedste. Hopsas tålmodighed er stor. Hun hygger sig med de små.

 
5.8.2010

Hilse på. Resten af flokken har endnu ikke fået lov at være sammen med hvalpene. Men interessen for at hilse på hinanden er stor og gensidig.

 
5.8.2010

Eftertænksom. Skal - skal ikke - tage en tår af vandskålen? Der er mange beslutninger, når man er en lille pige, som er ude og lege.

 
28.7.2010

Ude. Udenfor for første gang. Stort og lidt skræmmende. Men ikke mere end at gårdspladsen uden for døren skal undersøges og der skal bides lidt i ukrudtet mellem fliserne :-)

 
28.7.2010

Hvalpebar. Store piger og drenge kan selv. Hvalpebaren er nu fundet frem, så hvalpene selv kan spise.

 
23.7.2010

I mors seng. Hvalpekassen kan ikke længere holde de små inde. Her har tre af hvalpene selv fundet frem til mors seng efter at have planket den i formiddags.

 

23.7.2010

Kan selv. En utålmodig lille pige, som ikke kan vente på, at maden bliver serveret for hende. Hun går selv om bord i skålen.

 

 

23.7.2010

Fast føde. Hvalpene er nu blevet så store, at vi er begyndt at supplere Hopsas mælk med opblødt hvalpefoder. Det er et stort hit.

19.7.2010

Glimt. 2 uger gamle begynder hvalpene nu at kunne se. Og aktiviteten i hvalpekassen er stigende - selv om det ikke lige fremgår af billedet, hvor de har valgt at ligge i en stor bunke. 

17.7.2010

Hygge. En rolig stund til lidt mor-barn-hygge :-) 

17.7.2010

Koncentration. Som perler på en snor. 

15.7.2010

Mæt og veltilpas. Alle hvalpene trives og de største har nu rundet et kilo. Endnu består livet kun af at spise og sove. Vi venter spændt på, at de begynder at kunne se i løbet af et par dage. Så begynder aktivitetsniveauet i hvalpekassen at stige.

13.7.2010

Trivsel. Efter en god tår mælk, er det rart at falde i søvn midt i det hele. Så er man klar til en ny tår, når man vågner :-) 

8.7.2010

Jeg kan gå. Hvalpene er så småt begyndt at stavre rundt i hvalpekassen. Endnu er benene noget bløde og gangen noget usikker. Men retningen er klar: Den lille han "blå rod" stiler direkte mod Hopsa, som holder åbent i mælkebaren.  

8.7.2010

Små sorte tæer. Hvalpene er allerede godt pigmenteret. Trædepuderne er efterhånden helt sorte og de lyserøde snuder er ved at komme godt med. Det tegner godt for nogle flotte hvalpe. Og så gør det jo ikke noget, at de efterhånden er blevet nogle små trinde pølser :-) 

8.7.2010

Overblik. Hopsa har helt styr på hvalpene - og med masser af mælk tager de små planmæssigt på.  

6.7.2010

Sove. Når man så  har fået en tår mælk, er det rart at kunne tage en lur med en blød og varm hovedpude :-)

6.7.2010

Sug. Alle hvalpene trives, og tager på som de skal. Hver hvalp er mærket med en klat neglelak, så vi kan se forskel på hvalpene.

5.7.2010

Stolt. En træt men stolt mor med sine 6 nyfødte. De fandt omgående frem til mælken og tager godt fra.